I det bibelske hebraisk findes der omkring 20 forskellige ord, der betegner “synd”. Man kan derfor konkludere, at de gamle israelitter havde flere begreber, der udtrykte forskellige nuancer af synd, end den vestlige tænkning og teologi. En undersøgelse af det bibelske syndebegreb kan derfor ikke se bort fra mangfoldigheden af ord, der betegner synd. Disse ord må undersøges i deres kontekst, dvs. i de formler og litterære enheder, hvori de forekommer. En analytisk undersøgelse af de tre mest almindeligt anvendte udtryk – ḥeṭʾ, peshaʿ og avon (ʿawon) – er blevet foretaget af R. Knierim. Da disse ofte optræder sammen (2 Mos. 34:7; Lev. 16:21; 4 Mos. 14:18; Es. 59:12; Jer. 33:8; Ezek. 21:29; Mika 7:18-19; Sl. 32:1, 5; 51:3-7; 59:4-5; Job 7:20-21; 13:23; Dan. 9:24; jf. Es. 1:2, 4; Ezek. 33:10, 12), selv i poetisk parallelisme kan der ikke være en mærkbar betydningsforskel mellem dem, men alligevel er de ikke blot synonyme.
Roden ḥṭʾ forekommer 459 gange i Bibelen. Den oprindelige betydning af verbet ḥaṭaʾ er “at gå glip af” noget, “at fejle”, som det fremgår af 1. Mosebog 31:39; 3. Mosebog 5:15-16; 4. Mosebog 14:40; Dommerne 20:16; Salmernes 25:8; Ordsprogene 8:36; 19:2; og Job 5:24, hvilket indikerer, at synd som betegnet med ḥṭʾ oprindeligt blev betragtet som en fiasko, en mangel på perfektion i udførelsen af en pligt. Roden ḥṭʾ betegner et svigt i de gensidige relationer og svarer således til den moderne opfattelse af “krænkelse” snarere end til “synd”, som er et teologisk begreb. Den, der opfylder kravene i et forhold eller en aftale, er retfærdig, ẓaddik (ẓaddiq); den, der ikke gør det, fornærmer (ḥṭʾ l-) sin partner. “Hvad er min fornærmelse, at du har forfulgt mig så hidsigt?” Jakob spørger Laban (1 Mos. 31:36). David stiller et lignende spørgsmål til Jonatan i forbindelse med hans forhold til Saul (1 Sam. 20:1). Dette forhold var af en sådan art, at det krævede af David, at han helligede alle sine evner til at tjene Saul, og af Saul, at han behandlede David som sin loyale undersåt. Forpligtelsen var gensidig, så længe den blev opretholdt af begge parter. Da Saul og David befandt sig i den samme hule, og David nøjedes med at skære skørtet af Sauls kappe af, råbte han til Saul, at det nu var klart, at han ikke havde “fornærmet” ham (1 Sam. 24:12). Saul erkendte derefter, at David var retfærdig, og at han selv var krænkeren (jf. I Sam. 26,21), da han ikke havde opfyldt sine forpligtelser. Al manglende lydighed over for overordnede er en “krænkelse”, for i forholdet mellem underordnede og overordnede forventes det, at førstnævnte skal adlyde sidstnævnte. Den egyptiske bager og den egyptiske mundskænk, som sad i fængsel sammen med Josef, var blevet sendt derhen, fordi de havde “undladt” at adlyde Faraos ordrer (1 Mos 40:1; 41:9). Faraos folk blev beskyldt for at “svigte” (ḥṭʾ) deres pligt, da de ikke gav israelitterne noget halm, så de kunne lave mursten (2. Mosebog 5:16). Det samme gælder for enhver handling, der er i konflikt med eller forårsager opløsning af et fællesskab. Ruben erkendte således, at hans brødre “syndede” mod deres bror Josef (1 Mos. 42:22). Da ammonitternes konge angreb Israel, sendte Jefta ham et budskab, hvori han forklarede, at der altid havde været et fredsforhold mellem de to folkeslag, og han rettede følgende bebrejdelse til ham: “Jeg har ikke ‘syndet’ mod dig, men du gør mig ondt ved at føre krig mod mig” (Judg. 11:27). “Synden” er her et brud på pagtsforholdet mellem folkene. Da Sennacherib truede Juda i 701, sendte kong Ezekias et bud til ham med følgende ord “Jeg har ‘syndet'” (II Kong. 18,14). Ezekias’ “synd” bestod i en overtrædelse af hans vasalforpligtelser. En “syndig” handling, dvs. en pligtforsømmelse, er således et anliggende mellem to parter. Den ene, der ikke opfylder sine forpligtelser i forhold til den anden, er en synder i forhold til denne; han “synder mod ham”, dvs. “han svigter ham”, og giver dermed den anden et krav på ham.
I henhold til I Samuel 2:25 kan svigt i udførelsen af sin pligt vedrøre forholdet mellem mennesker eller mellem Gud og menneske: “Hvis et menneske krænker (ḥṭʾ) et menneske, vil Gud mægle, men hvis et menneske krænker (ḥṭʾ) Gud, hvem skal så optræde som mægler?” Denne passage viser, at “synden” mod Gud blev opfattet som en “krænkelse”, som en manglende opfyldelse af ens forpligtelse over for Gud. Da roden ḥṭʾ betegner en handling, er denne svigt hverken en abstraktion eller en permanent diskvalificering, men en konkret handling med dens konsekvenser. Denne handling defineres som et “svigt”, en “overtrædelse”, når den er i strid med en norm, der regulerer forholdet mellem Gud og menneske. Således optræder f.eks. overtrædelse af loven om forbud (ḥerem) i Josva 7:11, 20 og I Samuel 15:3-19 som en “overtrædelse” eller “synd” mod Gud i lyset af de traditioner, der delvist er nedfældet i Femte Mosebog 20:10-18. At ægteskabsbrud er en “synd” mod Herren (1 Mos. 20:6, 9; 39:9; 2 Sam. 12:13) fremgår af en lov som 2 Mos. 20:14. Sociale ugerninger, der er stigmatiseret som “synder” af profeterne (Es. 58:1ff.; 59:2ff.; Jer. 2:35; 5:25; Ezek. 14:13; 16:51; 33:14; Hos. 12:9; Amos 5:12; Mika 3:8; 6:13) er i virkeligheden i strid med buddene i den guddommelige lov som f.eks. 2. Mosebog 20:16 (13); 23:1-9; 5. Mosebog 27:17-19. Begrebet ḥṭʾ strækker sig ikke kun til juridiske, moralske og sociale forhold, men også til kultiske forpligtelser og endda til ufrivillige overtrædelser af rituelle forskrifter (3. Mosebog 4-5) eller af lejlighedsvise guddommelige forvarsler (4. Mosebog 22:34).
Navnene ḥeṭʾ, haṭaʾah eller ḥaṭṭaʾt, peshaʾ og ʿawon og også de tilsvarende verber betegner en “synd” i teologisk forstand, når de karakteriserer en menneskelig handling som en “fejl”,” et “brud” eller en “skæv” handling med henvisning til de forskrifter, som i sidste ende udspringer af pagtens bestemmelser. Det er ikke handlingens ydre karakter, der gør den syndig. I bibelsk tænkning er det den relation, der skaber retten til Guds beskyttelse, der også skaber synden. Der ville ikke være nogen synd, hvis der ikke var nogen pagtslov. Synderen er den, der har svigtet i sit forhold til Gud, for så vidt som han ikke har opfyldt sin forpligtelse over for Gud. Med andre ord er det en “synd” at overtræde eller bryde pagten (jf. Jer. 14,20-21). Den bibelske doktrin om synd beskrives således i Jeremias 16,10-12 på følgende måde “Når du fortæller dette folk alt dette, og de så siger til dig ‘Hvorfor har Herren truet os med så frygtelig en ulykke? Hvad er vores forbrydelse? Hvad er det for en forbrydelse (ḥṭʾ), vi har begået mod Herren, vor Gud?” – så svar dem: ‘Det er, fordi jeres fædre forlod mig. De fulgte andre guder og tilbad dem og adlød dem, og de forlod mig og holdt sig ikke til min lov. Og I har gjort det endnu værre end de gjorde, idet I hver især følger jeres egne stædige, onde tilbøjeligheder og nægter at lytte til mig.”” Selv Adams og Evas synd, selv om den ikke er beskrevet som sådan i Bibelen, var en handling, der ødelagde et særligt forhold mellem Gud og mennesket (1 Mos. 3). Arvesynden optræder ikke i Bibelen som en medfødt fordærvelse, der er fælles for alle mennesker som følge af de første forældres syndefald. Den bibelske tradition ved snarere, at “der er intet menneske, som ikke synder” (1 Kong. 8,46; jf. Præd. 7,20). Det hyperbolske sprog, hvori salmisten beskriver sin egen syndighed: “Jeg er født i synd, min mor har undfanget mig i synd” (Sl. 51,7; jf. 1 Mos. 8,21), understreger kun syndens uundgåelige karakter. Ingen kan undslippe den, da synden også kan være ufrivillig (3 Mos. 4-5) eller udgå fra uvidenhed (1 Mos. 20,6; 4 Mos. 22,34). Et menneske er ansvarlig for alle sine handlinger. Derfor kan syge mennesker konkludere, at deres sygdom er en straf for at have fornærmet Gud (Sl. 38:4, 19; 41:5). Det betyder dog ikke, at de gamle israelitter ikke gjorde forskel på en utilsigtet synd og en synd, der er begået med vilje. Denne skelnen kommer tydeligt frem i 4. Mosebog 15:27 og 30. Den psykologiske følelse af skyld kommer også til udtryk i forskellige tekster (Sl. 51; 78:17, 32; Ordsp. 21:4; 24:9; Job 31:30; jf. 1 Mos. 4:7; 5 Mos. 15:9; 22:26). Det subjektive aspekt af en handling tages endda i betragtning i loven, især i 2. Mosebog 21:13-14 og 5. Mosebog 19:4-5.
Tanken om “dødelig” eller “dødelig” synd stammer fra bibelske udtryk, der forbinder ḥṭʾ med mwt (“at dø”, “død”; 4. Mos. 18:22; 27:3; 5. Mos. 21:22; 22:26; 24:16; 2. Kongebog 14:6; Ezek. 3:20; 18:4, 20; Amos 9:10; 2. Krøn. 25:4). Den ældste tekst, der forbinder de to, er sandsynligvis Amos 9:10 fra det ottende århundrede f.v.t.: “Alle syndere i mit folk skal dø for sværdet.” Forbindelsen mellem den formel, der udtrykker dødsdommen, og et så ubestemt ord som “synd” eller “overtrædelse” kan ikke være original. Den må betragtes som en generalisering, der udspringer af teologiske overvejelser. Dens oprindelige “indstilling i livet” (sitz im leben) er stadig synlig i Femte Mosebog 21,22 og 22,16, som henviser til den civile domstols procedurer. 4 Mosebog 18,22 og 27,3, som begge hører til den præstelige tradition, afspejler i stedet den sakrale lovs sfære. De resterende passager anvender begrebet “dødssynd” i en sammenhæng med “profetisk” forkyndelse.