For et stykke tid siden spurgte en person, som har været medlem af kirken i mange år, mig: “Hvorfor har jeg brug for Jesus Kristus? Jeg overholder budene; jeg er et godt menneske. Hvorfor har jeg brug for en frelser?” Jeg må sige, at dette medlems manglende forståelse af denne mest fundamentale del af vores lære, dette grundlæggende element i frelsesplanen, tog pusten fra mig.
“Tja, til at begynde med,” svarede jeg, “er der dette lille spørgsmål om døden. Jeg går ud fra, at du ikke ønsker, at din død skal være din endelige status, og uden Jesus Kristus ville der ikke være nogen opstandelse.”
Jeg talte om andre ting, såsom det behov, som selv de bedste mennesker har for den tilgivelse og renselse, der kun er mulig gennem Frelserens forsonende nåde.
På et andet plan kunne spørgsmålet imidlertid være: “Kan Gud ikke gøre, hvad han vil, og frelse os, bare fordi han elsker os, uden at der er behov for en Frelser?” Hvis man formulerer det på denne måde, ville en hel del mennesker i dagens verden dele det spørgsmål. De tror på Gud og en efterdødelig eksistens, men antager, at fordi Gud elsker os, er det ikke så vigtigt, hvad vi gør eller ikke gør; han tager sig bare af tingene.
Denne filosofi har gamle rødder. Nehor f.eks. “vidnede for folket om, at hele menneskeheden skulle blive frelst på den yderste dag, og at de ikke behøvede at frygte eller bæve, men at de skulle løfte deres hoveder og glæde sig; for Herren havde skabt alle mennesker og havde også forløst alle mennesker, og til sidst skulle alle mennesker have evigt liv” (Alma 1:4).
Man genkender i Nehors doktrin ekkoer af en tilgang til frelse, der blev fremsat af Lucifer, en “morgenens søn”, sikkert den mest tragiske af alle tragiske figurer nogensinde (Esajas 14:12; se også Lære og Pagter 76:25-27). Som Gud engang forklarede: Lucifer “er den samme, som var fra begyndelsen, og han kom foran mig og sagde: Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så at én sjæl … skal gå tabt, og det vil jeg gøre; giv mig derfor din ære.
“Men se, min elskede søn, som var min elskede og udvalgte fra begyndelsen, sagde til mig – Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt” (Moses 4:1-2).
Dette var ikke blot et tilfælde, hvor Jesus støttede Faderens plan, og Lucifer foreslog en lille ændring. Lucifer’s forslag ville have ødelagt planen ved at fjerne vores mulighed for at handle uafhængigt. Lucifers plan var baseret på tvang, hvilket gjorde alle andre af Guds sønner og døtre – alle os – i bund og grund til hans marionetter. Som Faderen opsummerer det:
“Derfor, fordi Satan gjorde oprør mod mig og søgte at ødelægge menneskets handlekraft, som jeg, Gud Herren, havde givet ham, og også for at jeg skulle give ham min egen magt; ved min enbårne søns magt lod jeg ham blive styrtet ned ved min enbårne søns magt;
“Og han blev Satan, ja, Djævelen, alle løgnens fader, til at forføre og forblænde mennesker og til efter sin vilje at føre dem i fangenskab, så mange som ikke ville høre på min røst” (Moses 4:3-4; fremhævelse tilføjet).
I modsætning hertil giver det at gøre det på Faderens måde os en væsentlig dødelig oplevelse. Med “dødelig erfaring” mener jeg at vælge vores kurs, ” den bitre, som ved at sætte pris på det gode” (Moses 6:55); at lære, omvende os og vokse, at blive væsener, der er i stand til at handle for os selv i stedet for blot at blive “handlet på” (2 Nefi 2:13); og i sidste ende at overvinde det onde og demonstrere vores ønske om og evne til at leve en himmelsk lov.
Dette kræver en viden om godt og ondt fra vores side, med evnen og muligheden for at vælge mellem de to. Og det kræver ansvarlighed for de valg, der træffes – ellers er de ikke rigtig valg. Valg kræver til gengæld lov eller forudsigelige resultater. Vi skal være i stand til ved en bestemt handling eller et bestemt valg at forårsage et bestemt udfald eller resultat – og ved det modsatte valg skabe det modsatte udfald. Hvis handlinger ikke har faste konsekvenser, har man ingen kontrol over resultaterne, og valg er meningsløse.