Da en artikel i Guardian skrev, at Chigozie Obioma var den “eneste afrikanske forfatter”, der var på den lange liste til Booker-prisen i 2015, havde den pågældende journalist tydeligvis glemt, at der var liv nord for Sahara. Heldigvis var den marokkanskfødte forfatter Laila Lalami, som også var på listen, hurtig til at minde ham om det, da hun tweetede: “Jeg er afrikaner. Det er en identitet, som jeg ofte bliver nægtet, men som jeg altid vil insistere på”.
Jeg kender godt Lalami’s frustration. Hver gang jeg skal oplyse min etnicitet, bliver jeg mindet om, at “sort afrikaner” tilsyneladende er den eneste kategori, der eksisterer. Da jeg både er algerier og brite, skal jeg konstant forklare, hvorfor jeg identificerer mig som europæer og afrikaner – som om jeg “vælger” at være afrikaner, snarere end at det blot er en kendsgerning.
I politik og den akademiske verden bliver de nordafrikanske lande almindeligvis grupperet sammen med Mellemøsten under paraplyen MENA. På konferencer, som jeg har deltaget i om “afrikanske” emner, har Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen og Egypten ofte været symbolsk repræsenteret, hvis overhovedet nogen.
Men identitetsligningen er ikke så enkel, som at arabisktalende er lig med arabiske folk. Der er stadig samfund i hele Maghreb, der taler berberisk eller amazigh og en dialekt kaldet darija, der i høj grad indeholder franske og spanske vendinger. Desuden er det at være araber ikke et alternativ til at være afrikaner eller endda sort. Mauretaniere og sudanesere kan identificere sig som alle tre på en gang.
Religionsargumentet er heller ikke vandtæt. Islam er den dominerende religion i dele af Østafrika og Sahelområdet, med især store samfund i Tanzania, Kenya, Nigeria, Senegal, Etiopien og Eritrea. Måske er det så blot et spørgsmål om farve. Kan det være sådan, at det at være afrikaner er at være sort? Og hvis det er tilfældet, hvilken nuance er så passende? Er sydsudaneserne med et pigment, der er mørkt, rigt og smukt, mere afrikanske end deres naboer i nord, der har lysere hudfarve? En kategorisering baseret på race er helt sikkert for reducerende og ignorerer kontinentets store mangfoldighed af nationer, kulturer og etniciteter.
Det efterlader spørgsmålet om kultur. Til en fest spurgte en nigerianer mig om Algeriet: “Er det konservativt ligesom Saudi-Arabien?”, spurgte han. “Nej”, svarede jeg. “Det er konservativt som Nigeria.”
Hvad enten gennem fodbold, musik eller film har algerierne mere til fælles med nigerianerne end saudierne. De ivorianske coupé-décalé-legender Magic System har slået sig sammen med rai-sværvægterne Cheb Khaled og 113 samt en række mindre kendte maghrebiske kunstnere. Under African Cup of Nations samles folkemængder omkring tv-skærmene over hele kontinentet for at se deres landshold spille, i en begivenhed, der samler alle hjørner af Afrika.
Migrantoplevelsen forener også kontinentet. I Frankrigs banlieues deler indvandrere fra de tidligere afrikanske kolonier – nord og syd for Sahara – trange forhold samt en følelse af isolation og diskrimination. De arabere, der kører sportsvogne eller shopper på Champs Elysées, er mere tilbøjelige til at komme fra Golfstaterne end fra Maghreb.
Der er bestemt noget at sige til, at nordafrikanere forsøger at tage afstand fra “det sorte Afrika”. Det handler lige så meget om kilder til indflydelse og magt (efter uafhængigheden kiggede lande som Egypten og Algeriet mod Mellemøsten for at finde en model for en islamisk nation, eller mod nord mod Europa for at få økonomiske partnerskaber), som det handler om den racisme, der findes her som overalt i verden.
Den lim, der måske knytter Nordafrika stærkest til resten af kontinentet, er kolonihistorien. Frankrigs kolonialtropper omfattede soldater fra Algeriet, Senegal, Mali, Burkina Faso, Benin, Tchad, Guinea, Elfenbenskysten, Niger og Republikken Congo. Disse afrikanere kæmpede side om side i Anden Verdenskrig, og sporene heraf er stadig til stede i den kollektive hukommelse i disse lande. Briterne brugte soldater fra Egypten samt mange fra de andre tidligere kolonier, herunder Nigeria, Sydafrika og Kenya.
I 1962 kæmpede både Nordafrika og Sydafrika mod kolonialisme og apartheid, da Nelson Mandela tog til Marokko for at modtage militær træning hos det algeriske FLN for at få militær træning. I 1969 var Algier vært for den panafrikanske kulturfestival. Historisk set har de afrikanske nationer haft fælles kampe.
Nordafrika nyder naturligvis godt af at være forbundet med Mellemøsten, både med hensyn til forretning og udvikling. Saudi er blandt de fem største handelspartnere både for import og eksport med Egypten, men dette forhold bør ikke være eksklusivt. Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen og Egypten deler ikke blot en kolonial fortid med resten af Afrika, men også et fysisk kontinent. Selv om identitet i høj grad er subjektiv, er nogle ting uomtvistelige, og at Nordafrika ligger i Afrika er en del af det.