Dette er et gammelt eventyr og kan indeholde vold. Vi vil opfordre forældre til at læse den på forhånd, hvis dit barn er følsom over for sådanne temaer.
Der var engang en mand, der havde tre sønner, hvoraf den yngste blev kaldt den enfoldige. Han blev latterliggjort og foragtet og forsømt ved alle lejligheder.
Nu skete det en dag, at den ældste søn ville gå ud i skoven for at hugge brænde, og hans mor gav ham en smuk kage og en flaske vin med sig, så han ikke skulle lide af sult eller tørst.
Da han kom til skoven, mødte han en lille gammel grå mand, som hilste ham goddag og sagde:
“Giv mig et lille stykke af kagen i din tegnebog, og lad mig drikke en mundfuld af din vin, jeg er så sulten og tørstig.”
Men den kloge søn svarede: “Jeg er så sulten og tørstig: “Han lod den lille mand stå der og gik sin vej.
Snart var han begyndt at fælde et træ, da hans økse gled af og skar ham i armen, så han måtte straks gå hjem og få såret bundet. Dette var den lille grå mands værk.
Derpå gik den anden søn ind i skoven, og moderen gav ham, ligesom hun havde givet den ældste, en sød kage og en flaske vin.
Den lille gamle mand mødte ham også og tiggede om et lille stykke kage og en tår vin. Men den anden søn talte ganske klart ud.
“Hvad jeg giver dig, mister jeg selv – forsvind med dig,” og han lod den lille mand stå og gik videre.
Bstraffen lod ikke længe vente på sig, for han havde kun givet to slag mod et træ, da han skar sig så slemt i benet, at han måtte bæres hjem.
Så sagde den enfoldige: “Far, lad mig gå ud i skoven og hugge brænde.”
Men hans far svarede ham: “Dine brødre har gjort sig selv meget ondt, så da du ikke forstår noget om træhugning, må du hellere lade være med at prøve.”
Men den enfoldige tigger tiggede så længe, at faderen til sidst sagde: “
Moderen gav ham en kage, men den var lavet med vand og var blevet bagt i asken, og sammen med den gav hun ham en flaske surt øl.
Da han kom til skoven, mødte den lille grå mand ham også, hilste på ham og sagde: “Jeg vil gerne have, at du skal gå, hvis du vil, og jeg vil gerne have, at du bliver klogere: “Giv mig et stykke af din kage og en tår af din flaske, jeg er så sulten og tørstig.”
Den enfoldige mand svarede: “Jeg er så sulten og tørstig: “Jeg har kun en kage, der er blevet bagt i asken, og noget surt øl, men hvis det vil mætte dig, så lad os sætte os ned og spise sammen.”
Så satte de sig ned, og da Simpleton holdt sin mad frem, blev den til en rig kage, og det sure øl blev til god vin. Så spiste og drak de sammen, og da måltidet var færdigt, sagde den lille mand:
“Da du har et godt hjerte og giver så villigt en del af dit eget, vil jeg give dig held og lykke. Der står et gammelt træ derovre; hug det ned, og i dets rødder vil du finde noget.”
Så sagde den gamle mand dette, og den gamle mand tog sin afsked, og af sted gik Simpleton og huggede træet ned. Da det var faldet, sad der blandt dets rødder en gås med fjer af rent guld. Han løftede den op og tog den med sig til en kro, hvor han ville overnatte.
Nu havde kroværten tre døtre, som ved synet af gåsen var nysgerrige efter at vide, hvad det kunne være for en vidunderlig fugl, og de længtes efter at få en af dens gyldne fjer.
Den ældste datter tænkte ved sig selv: “Der skal nok komme en lejlighed for mig til at hive en af de fjer ud”, og da Simpleton var gået ud, fangede hun gåsen ved vingen. Men der sad hendes hånd fast!
Kort efter kom den anden datter, som også længtes efter en guldfjer. Hun havde dog knap nok rørt sin søster, da hun også sad fast.
Og til sidst kom den tredje datter med den samme genstand. Ved dette råbte de andre: “Hold dig væk, for guds skyld, hold dig væk!” Men hun forstod ikke, hvorfor de sagde, at hun skulle holde sig væk, og tænkte ved sig selv: “Hvis de går til gåsen, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det?” Hun sprang frem, men da hun rørte ved sin søster, blev også hun hængende, og hun kunne ikke slippe væk, hvor meget hun end måtte trække sig. Således måtte de alle tilbringe natten ved siden af gåsen.
Den næste morgen tog den simple mand gåsen under armen og gik sin vej, uden at bekymre sig om de tre piger, der hang ved fuglen. Der gik de, altid løbende bag ham, nu til højre, nu til venstre, lige meget hvilken vej han valgte at gå.
Midt ude på marken mødte de præsten, og da han så optoget, råbte han: “Skam jer, I uartige piger, hvorfor løber I efter en ung fyr på denne måde? Kom, lad os gå!” Med dette greb han den yngste i hånden og forsøgte at trække hende tilbage, men da han rørte ved hende, opdagede han, at han ikke kunne slippe væk, og han måtte også selv løbe bagud.
Da kom kirkeværgen forbi og så præsten følge i hælene på de tre piger. Dette forbavsede ham så meget, at han råbte: “Hej, hr. pastor, hvorhen så hurtigt væk? Glemmer De, at vi i dag har en barnedåb?” og løb efter ham og fangede ham i frakken, men også han blev hængende.
Da de fem nu løb videre, den ene bag den anden, kom to arbejdere, som var på vej tilbage fra marken med deres redskaber, forbi. Præsten råbte til dem og bad dem om, at de ville sætte ham og kirketjeneren fri. Næppe havde de rørt ved degnen, før de også måtte hænge på, og nu var der syv, der løb efter Simpleton og gåsen.
På denne måde kom de til en by, hvor der herskede en konge, der havde en enlig datter, som var så alvorlig, at ingen kunne få hende til at grine. Derfor havde han bekendtgjort, at den, der kunne få hende til at grine, skulle have hende til hustru.
Da den enfoldige mand hørte dette, gik han med sin gås og sit slæb foran prinsessen, og da hun så de syv mennesker, der alle løb bag hinanden, begyndte hun at grine, og hun grinede og grinede, indtil det så ud, som om hun aldrig kunne holde op.
Derpå krævede Simpleton hende til sin hustru, men kongen var ikke glad ved tanken om en sådan svigersøn, og han gjorde alle mulige indvendinger. Han sagde til Simpleton, at han først måtte bringe ham en mand, der kunne drikke en hel kælder fuld af vin.
Så tænkte Simpleton straks på den lille grå mand, som helt sikkert ville hjælpe ham, så han gik ud i skoven, og på det sted, hvor han havde fældet træet, så han en mand sidde, der så meget elendig ud. Den enfoldige spurgte ham, hvad årsagen til hans problemer var.
“Jeg har en sådan tørst,” svarede manden, “og jeg kan ikke slukke den. Jeg kan ikke tåle koldt vand. Jeg har ganske vist tømt en tønde vin, men hvad er sådan en dråbe værd for en tørstig mand?”
“I så fald kan jeg hjælpe dig,” sagde den enfoldige mand. “Kom bare med mig, så skal du blive tilfreds.”
Han førte ham til kongens kælder, og manden satte sig straks ned foran det store fad og drak og drak, indtil han, før dagen var omme, havde drukket hele kælderen fuld af vin.
Da krævede den simple mand igen sin brud, men kongen var vred over, at en ondskabsfuld fyr, som alle kaldte en simpel mand, skulle vinde hans datter, og han stillede nye betingelser. Før han gav ham sin datter til kone, sagde han, at Simpleton skulle finde en mand, der ville spise et helt bjerg af brød.
Simpleton stoppede ikke længe for at overveje det, men gik direkte ud i skoven. Der sad der på det samme sted som før en mand, der spændte en rem stramt om sig og så meget nedtrykt ud. Han sagde:
“Jeg har spist en hel ovn fuld af brød, men hvad hjælper det, når en mand er så sulten som jeg? Jeg føler mig helt tom, og jeg må binde mig selv sammen, hvis jeg ikke skal dø af sult.”
Den simple mand blev glad, da han hørte dette, og sagde: “Rejs dig op med det samme og kom med mig. Jeg skal give dig nok at spise til at stille din sult.”
Han førte ham til kongen, som i mellemtiden havde beordret, at alt melet i kongeriget skulle samles, og at der skulle bages et enormt bjerg af brød af det. Manden fra skoven gik i gang med det, og på en dag var hele bjerget forsvundet.
For tredje gang forlangte den simple mand sin brud, men endnu en gang forsøgte kongen at afvise ham og sagde, at han skulle bringe ham et skib, der både kunne sejle til lands og til vands.
“Hvis du virkelig er i stand til at sejle sådan et skib,” sagde han, “så skal du straks have min datter til din kone.”
Simpleton gik ind i skoven, og der sad den lille gamle grå mand, som han havde givet sin kage til.
“Jeg har drukket for dig, og jeg har spist for dig,” sagde den lille mand, “og jeg vil også give dig skibet; alt dette gør jeg for dig, fordi du var venlig mod mig.”
Så gav han den enfoldige mand et skib, der både gik på land og på vandet, og da kongen så det, vidste han, at han ikke længere kunne holde sin datter tilbage. Brylluppet blev fejret, og efter kongens død arvede den simple mand kongeriget og levede meget lykkeligt til sine dages ende sammen med sin kone.
Kort fortælling af L. Leslie Brooke
Illustrationer af L. Leslie Brooke
Overskriftsillustration tilpasset fra billede takket være
Let’s Chat About The Stories ~ Ideas for Talking With Kids
Kindness
1. Hvorfor belønnede den lille grå mand den enfoldige med en guldgås?
2. Endte den enfoldige med at få det bedre end sine brødre, fordi han var venlig over for den mand, han mødte? Tror du, at det ofte er tilfældet? Hvorfor tror du, at det kan være sådan?
Samfund
3. Da Simpletonen havde brug for folk til at spise og drikke for at kunne gifte sig med prinsessen, forsøgte han ikke selv at gøre det, men fandt i stedet folk, der var villige til at hjælpe, og som allerede var sultne og tørstige. Hvorfor var det så en god plan?
