Vers 1-28
Kapitel 5
LIG en tyv i natten (1 Thessaloniker 5:1-11)
5:1-11 I har ikke behov for, brødre, at der skal skrives noget til jer om tider og årstider; for I ved selv godt, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: “Alt er godt, alt er sikkert,” så kommer pludselig ødelæggelse over dem, ligesom fødselssmerter kommer over en kvinde, der er frugtsommelig, og så sandelig undslipper de ikke. Men I, brødre, befinder jer ikke i mørket. I er ikke i en situation, hvor dagen som en tyv kan overraske jer. For I er alle lysets sønner og dagens sønner. Vi hører ikke til natten eller mørket. Lad os derfor ikke sove, som de andre mennesker gør, men lad os være årvågne og ædruelige. For de, der sover, sover om natten, og de, der drikker sig fulde, drikker sig fulde om natten; men hvad os angår, fordi vi hører til dagen, lad os være ædruelige, og lad os iføre os troens og kærlighedens brystskjold og tage håbet om frelse på som hjelm, fordi Gud ikke har bestemt os til vrede, men til at opnå frelse ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for vore synder, for at vi, hvad enten vi vågner eller sover, kan leve med ham. Så opmuntrer da hinanden og opbygger hinanden, som I jo også gør det.
Vi vil ikke fuldt ud forstå de nytestamentlige billeder af genkomsten, medmindre vi husker, at de har en gammeltestamentlig baggrund. I Det Gamle Testamente er opfattelsen af Herrens dag meget almindelig; og alle de billeder og apparater, der hører til Herrens dag, er blevet knyttet til den genkomst. For jøderne var al tid opdelt i to tidsaldre. Der var denne nuværende tidsalder, som var helt og aldeles og uhelbredeligt dårlig. Der var den kommende tidsalder, som ville blive Guds gyldne tidsalder. Derimellem var der Herrens dag, som ville blive en frygtelig dag. Det ville være en dag, hvor en verden ville blive knust og en anden ville blive født.
Mange af de mest forfærdelige billeder i Det Gamle Testamente er om Herrens dag (Esajas 22:5; Esajas 13:9; Zefanja 1:14-16; Amos 5:18; Jeremias 30:7; Malakias 4:1; Joel 2:31). Dens vigtigste kendetegn var som følger. (i) Den ville komme pludseligt og uventet. (ii) Den ville indebære en kosmisk omvæltning, hvor universet blev rystet i sine grundvolde. (iii) Det ville være en tid med dom.
Meget naturligt identificerede de nytestamentlige forfattere i alle henseender Herrens dag med dagen for Jesu Kristi genkomst. Vi vil gøre klogt i at huske på, at det er det, vi kan kalde for lagerbilleder. De er ikke beregnet til at blive taget bogstaveligt. De er billedlige visioner af, hvad der ville ske, når Gud brød ind i tiden.
Naturligvis var menneskene ivrige efter at vide, hvornår denne dag ville komme. Jesus havde selv sagt ligeud, at intet menneske vidste, hvornår den dag eller time ville komme, at selv han ikke vidste det, og at kun Gud vidste det (Markus 13:32; sammenlign Mattæus 24:36; ApG 1:7). Men det afholdt ikke folk fra at spekulere over det, hvilket de faktisk stadig gør, selv om det vel nærmest er blasfemisk, at mennesker søger efter viden, som selv Jesus blev nægtet. Til disse spekulationer har Paulus to ting at sige.
Han gentager, at den dag, der kommer, vil komme pludseligt. Den vil komme som en tyv om natten. Men han insisterer også på, at det ikke er nogen grund til, at et menneske skal overrumples. Det er kun den mand, der lever i mørket, og hvis gerninger er onde, der vil blive taget uforberedt. Den kristne lever i lyset, og uanset hvornår den dag kommer, vil den finde ham klar, hvis han er årvågen og ædruelig. Vågnende eller sovende, den kristne lever allerede sammen med Kristus og er derfor altid forberedt.
Intet menneske ved, hvornår Guds kald vil komme til ham, og der er visse ting, som man ikke kan vente til det sidste øjeblik. Det er for sent at forberede sig til en eksamen, når eksamensopgaven ligger foran en. Det er for sent at gøre huset sikkert, når stormen er brudt løs. Da dronning Mary af Orange var døende, ønskede hendes kapellan at læse op for hende. Hun svarede: “Jeg har ikke overladt denne sag til denne time.” Det var på samme måde med en gammel skotte, som nogen tilbød trøstende ordsprog til nær slutningen. Den gamle mands svar var: “Ah theekit (stråtag) ma hoose when the weather was warm.” Hvis et kald kommer pludseligt, behøver det ikke at finde os uforberedte. Den mand, der har levet hele sit liv med Kristus, er aldrig uforberedt på at træde ind i hans nære nærvær.
RÅD TIL EN KIRKE (1. Thessalonikerbrev 5:12-22)
5:12-22 Vi beder jer, brødre, om at give dem, der arbejder blandt jer, og dem, der står i spidsen for jer i Herren og formaner jer, den fornødne anerkendelse og at holde dem meget højt i kærlighed på grund af det arbejde, de udfører.
Være i fred indbyrdes. Vi opfordrer jer, brødre, til at advare de dovne, trøste de frygtsomme, holde fast ved de svage, være tålmodige med alle. Se til, at ingen betaler ondt for ondt tilbage. Stræb altid efter det gode for hinanden og for alle. Glæd jer altid. Hold aldrig op med at bede. Tak i alting. For dette er Guds vilje i Kristus Jesus over for jer. Sluk ikke Åndens gaver, tag ikke let på manifestationer af profetiets gave. Prøv alt, hold fast ved det fine. Hold jer godt væk fra enhver form for ondskab.
Paulus slutter af med en kæde af juveler af gode råd. Han opstiller dem på den mest summariske måde, men hver enkelt er af en sådan art, at enhver kristen bør tænke over dem.
Respekter jeres ledere, siger Paulus; og grunden til respekten er det arbejde, som de udfører. Det er ikke et spørgsmål om personlig prestige; det er opgaven, der gør en mand stor, og det er den tjeneste, han udfører, der er hans æresmærke.
Lev i fred. Det er umuligt, at kærlighedens evangelium skal forkyndes i en atmosfære, der er forgiftet af had. Det er langt bedre, at en mand forlader en menighed, hvor han er ulykkelig, og hvor han gør andre ulykkelige, og finder en menighed, hvor han kan være i fred.
1 Thessalonikerbrevet 5:14 udpeger dem, som har brug for særlig omsorg og opmærksomhed. Det ord, der bruges om doven, beskrev oprindeligt en soldat, der havde forladt rækkerne. Sætningen betyder i virkeligheden “Advar de opgivende”. De frygtsomme er bogstaveligt talt dem, hvis sjæle er små. I ethvert samfund er der den svagtseende broder, som instinktivt frygter det værste, men i ethvert samfund bør der være kristne, som, idet de er modige, hjælper andre til at være modige. “Hold fast ved de svage” er et dejligt råd. I stedet for at lade den svage broder drive væk og til sidst helt forsvinde, bør det kristne fællesskab gøre et bevidst forsøg på at holde ham fast til kirken på en sådan måde, at han ikke kan flygte. Det bør knytte bånd af fællesskab og overtalelse for at holde fast i den mand, der sandsynligvis vil forvilde sig væk. At være tålmodig med alle er måske det sværeste af alt, for den sidste lektie, som de fleste af os lærer, er at tåle fjolser med glæde.
Lad være med at tage hævn, siger Paulus. Selv om en mand søger vores ondskab, må vi besejre ham ved at søge hans gode.
1 Thessalonikerbrevet 5:16-18 giver os tre kendetegn på en ægte kirke. (i) Det er en lykkelig kirke. Der er i den den atmosfære af glæde, som får dens medlemmer til at føle, at de er badet i solskin. Ægte kristendom er en opmuntrende og ikke en deprimerende ting. (ii) Det er en bedende kirke. Måske ville vores kirkes bønner være mere effektive, hvis vi huskede på, at “de beder bedst sammen, som også beder alene”. (iii) Det er en taknemmelig kirke. Der er altid noget at takke for; selv på den mørkeste dag er der velsignelser at tælle. Vi må huske på, at hvis vi vender ansigtet mod solen, vil skyggerne falde bag os, men hvis vi vender ryggen til solen, vil alle skyggerne være foran os.
I 1 Thessalonikerbrevet 5:19-20 advarer Paulus thessalonikerne mod at foragte de åndelige gaver. Profeterne var i virkeligheden det, der svarer til vores moderne prædikanter. Det var dem, der bragte Guds budskab til menigheden. Paulus siger i virkeligheden: “Hvis en mand har noget at sige, må I ikke forhindre ham i at sige det.”
1 Thessalonikerbrevet 5:21-22 beskriver den kristnes konstante pligt. Han må bruge Kristus som prøvesten, hvormed han skal prøve alle ting; og selv når det er svært, må han blive ved med at gøre det gode og holde sig fra enhver form for ondskab.
Når en kirke lever op til Paulus’ råd, vil den virkelig skinne som et lys på et mørkt sted; den vil have glæde i sig selv og kraft til at vinde andre.
Kristus’ nåde være med jer (1 Thessalonikerbrevet 5:23-28)
5:23-28 Må fredens Gud selv indvie jer gennem og igennem, og må jeres ånd og sjæl og legeme blive bevaret fuldstændige, så I er ulastelige ved vor Herres Jesu Kristi genkomst. Du kan stole på ham, der kalder dig – og han vil gøre netop dette.
Brødre, bed for os. Hilser alle brødrene med et helligt kys. Jeg formaner jer ved Herren, at dette brev skal læses for alle brødrene. Vor Herres Jesu Kristi nåde være med jer.
I slutningen af sit brev anbefaler Paulus sine venner til Gud i legeme, sjæl og ånd. Men der er et meget smukt ordsprog her. “Brødre,” siger Paulus, “bed for os”. Det er en vidunderlig ting, at den største helgen af dem alle skal føle, at han blev styrket af de ydmygste kristnes bønner. Engang kom hans venner for at lykønske en stor statsmand, som var blevet valgt til det højeste embede, som hans land kunne tilbyde ham. Han sagde: “Giv mig ikke jeres lykønskninger, men giv mig jeres bønner.” For Paulus var bønnen en guldkæde, hvor han bad for andre, og andre bad for ham.
-Barclay’s Daily Study Bible (NT)
VIDERE LÆSNINGER
Thessalonikerne
J. E. Frame, Thessalonikerne (ICC G)
G. Milligan, St. Paul’s Epistles to the Thessalonians (MmC G)
W. Neil, The Epistles of Paul of Paul to the Thessalonians (MC E)
Abbreviations
CGT: Cambridge Greek Testament